Sportsbranchen Dk

Sportsbranchen Dk ”Vi skaber værdi og tryghed for din virksomhed, så du kan fokusere på at styrke og udvikle din virksomhed” Dette gør vi bedst i fællesskab.

Velkommen til Sportsbranchen Dk
”Vi skaber værdi og tryghed for din virksomhed, så du kan fokusere på at styrke og udvikle din virksomhed”

Vi er en brancheforening for alle, der har med sport og aktiv livsstil at gøre, hvad enten det er leverandører, detail eller E-commerce. Vi ligger stor vægt på at være dynamiske, innovative samt skabe et fællesskab og en fælles platform, men ikke mindst skabe

tryghed for branchens medlemmer, hvilket vi mere end nogen sinde har brug for lige nu. I denne omskiftelige verden, som er præget af usikkerhed kan enhver have behov for et sikkerhedsnet. Det er det, som Sportsbranchen Dk er for leverandørerne, detail og E-commerce. Vi er den livline, du ringer til, når du har brug for branchenær og personlig rådgivning, som tager afsæt i din virksomheds specifikke udfordring. Vores fornemmeste opgave er, at skabe værdi og tryghed for vores medlemmer. Fordelene ved at være medlem i Sportsbranchen Dk er mange, og understøttes i værdien af at være del af et branche­samarbejde med Dansk Mode & Textil samt Guldsmedebranchen. Som bekendt løfter flere langt bedre end en, og det er vigtigt i disse tider, når de daglige udfordringer skal løses og håndteres i et marked, der ændre sig med hastige skridt. En brancheforening er som en holdsport, hvor det bedste hold skal sættes, så vi via samarbejdet kan ændre og udvikle på bl.a. følgende punkter:
• Vi vil gøre sportsbranchen til et attraktivt sted at uddanne sig
• Vi vil gøre sportsbranchen til et attraktivt sted at arbejde i
• Vi vil gerne have alle de gule skilte væk, og tilbage til de reelle udsalgsperioder
• Vi vil gerne fortælle vores kunder den unikke historie, der gør købsoplevelsen til en succes
• Vi skal have sat gang i den grønne omstilling
• Vi har brug for et fællesskab til glæde for branchens udvikling
• Vi skal have en større stemme hos politikerne

Da “vejen til målet er lige så vigtig, som målet i sig selv”, så har vi taget et stort step. Sportsbranchen Dk har overtaget Danmarks Sportshandler Forening (DSF), hvilket nu betyder én stemme, og ét fælles mål for hele branchen. Om det drejer sig om detail, leverandører eller E-commerce, så ligger der en stor opgave i, at fastholde handel samt arbejdspladser indenfor landets grænser. Det gør vi kun ved, at stå sammen, og være del af ”holdet”, så vi alle kan byde ind og løfte i flok.

2020 og 2021 har fået os alle til, at tænke ud af boksen, og fået os til, at vise styrkede sider af os selv. Ikke meget har været som det plejer, men alligevel har sporten formået at finde veje, som har gjort, at vi som branche reelt står stærkt hele vejen rundt. Det momentum skal vi holde fast i, rette til og fortsat udvikle på. Så her kommer en opfordring: Riv nu de vægge ned, og lad os få lidt meningsudveksling hen over bordet, som kan gøre, at vi når de mål, vi har sat os for. En af vores vigtigste opgaver er, at sørge for at den næste generation står klar til at overtage efter os. Lige nu ser vi det, som vores største udfordring, og derfor er det også der, at vi vil ligge de fleste kræfter. Vi vil i løbet af 2022 kunne introducere den bedst tænkelige elevuddannelse, som vil foregå elektronisk, og være en helt ny måde, at tænke uddannelse på. Her vil man man få anerkendelse, hvis man har ydet den ekstra indsats. Så på toppen af dette, skal vi have sat en hvervekampagne i gang. Sportsbranchen Dk’s strategiske intentioner mod 2023
• Innovation
• Inspiration
• Fællesskab

Innovation
• Vi udvikler sportens elevuddannelse i samarbejde med branchen og skolerne, som forestår uddannelsen
• Vi tilbyder juridisk assistance til glæde og gavn for platin- og guldmedlemmer
• Vi vil i løbet af 2022 komme med en rapport, der afdækker den danske sportshandel på flere parameter, som du kan benchmarke på eller evt. bruge til en rapportering til eget bagland
• Vi samarbejder med Lifestyle & Design Cluster, så vi sammen kan nå klimamålet, som regeringen har vedtaget
• Vi kan nu tilbyde jer, at producere professionel film/videoer/billeder af f.eks.; nyt om jeres virksomhed eller den nyeste kollektion, som kan være interessant at dele on-line

Inspiration
• Vi er medlem af FESI (Federation European Sport Industry), hvilket gør vores netværk og tilgang til branchen endnu større
• Vi har iværksat en overbygning til Sportsbranche Dk, som arbejder for det Nordiske marked (Nordic Sports Industry Forum). Dette bevirker, at vi kan dele vores nordiske kollegaers erfaringer og udfordringer med jer
• Vi vil lave nogle inspirationsture, som kan styrke vores fællesskab og kendskabet til andre i branchen
• Vi udgiver magasinet SportLink mindst 4 gange årligt til jer fysisk, samt udgives det digitalt
• Vi udgiver løbende nyhedsbreve
• Vores hjemmeside vil få et facelift i 2022, og via denne platform vil vi fremadrettet dele flere nyheder osv.
• Vi vil i 2022 generelt være mere synlige på de sociale medier

Fællesskab
• Branchebogen 2022 er en del af fællesskabet
• Vi holder 1-2 Branchedage om året, med spændende og inspirerende foredrag, og her er rig mulighed for at møde kollegaerne og netværke med andre i branchen
• Vi vil lave mere “politisk larm” – så politikkerne får øje på vores branche og udfordringer
• Vi tilbyder flere lukrative medlemsfordele såsom; fragt, forsikring, benzin og hotelaftaler etc. Jo flere af jer, der gør brug af dem – desto bedre aftaler kan vi opnå



Bæredygtighed
Det er afgørende at sports-, mode- og tekstilbranchen accelererer sin bæredygtige udviklig for der er behov for, at vi som branche nedbringer vores negative aftryk på kloden og dens indbyggere. Danske virksomheder bliver mødt med stadigt større krav om bæredygtighed. I Sportsbranchen Dk arbejder vi målrettet sammen med DM&T med at styrke vore medlemmers kompetancer inden for bæredygtighed, så din virksomhed både kan imøde­komme krav og udnytte nye forretningsmuligheder. Uagtet om du mangler hjælp til at komme igang, systematisere eller finpudse jeres bæredygtighedsindsats, står vi til rådighed med personlig rådgivning, værktøjer, vejledning og kurser. Sportsbranchen Dk & DM&T hjælper med at drive den udvikling og tilbyder medlemmerne sparring, rådgivning og værktøjer, der gør en forskel på den tredobbelte bundlinje:

Toolbox & vejledninger:
• Vejledning til ’due diligence’ (“nødvendig omhu”) – skridt for skridt
• Vejledning til FN’s Verdensmål for Bæredygtig Udvikling
• Standarder og templates til hjælp for medlemmernes bæredygtighedsarbejde,
F.eks. DM&T’s branchetilpassede Code of Conduct
• Information om relevante temaer, initiativer og værktøjer

Vidensdeling & netværk:
• Information om ny lovgivning, retningslinjer, initiativer og værktøjer
• Kurser, seminarer, webinarer, gå-hjem-møder og konferencer
• Erfaringsudveksling og sparring med andre virksomheder

Bæredygtighed:
Rådgivningen omfatter blandt andet:
• Udvikling af bæredygtighedsstrategi
• Internationale retningslinjer, krav og forventninger
• Værdikædeanalyser og væsentlighedsanalyser
• Ledelsesstandarder
• Leverandørkrav og opfølgning
• Kommunikation og rapportering
• Due diligence (“nødvendig omhu”)
• Cirkulør økonomi
• Mærkningsordninger

Særlige emner indenfor miljø:
Rådgivningen omfatter blandt andet temaer såsom:
• REACH og kemi i tekstiler
• Bæredygtige materialer
• Klima, CO2-reduktion og energi
• Produktcertificeringer, f.eks. GOTS, GRS, EU Blomsten mv.
• Affald
• Arbejdsmiljø
• Emballage
• Branchens AMU-, erhvervs- og videregående uddannelser
• Børn og unges arbejde
• CE-mærkning

Udover overnstående tilbyder vi også rådgivning og sparring i specifikke emner indenfor henholdsvis miljø og CSR. Særlige emner indenfor CSR:
Rådgivningen omfatter blandt andet emner såsom:
• Menneskerettigheder og due diligence
• Arbejdsrettigheder
• Diversitet
• Forretningsetik, bestikkelse og anti-koruption
• Risikovurderinger
• Leverandøraudits og certificeringsordninger, f.eks. BSCI, SA8000, WRAP mv. Politisk arbejde & projekter:
Vi arbejder løbende på den politiske scene i Danmark og internationalt. Dels for at holde os opdaterede på den internationale udvikling og trends, men også for at påvirke lovgivningen. Derudover involverer vi os løbende i en række projekter, der styrker og udvikler branchen, som kan bidrage til at sætte den danske branche på verdenskortet for dens bæredygtighedsprofil. Events
Vi klæder dig og din virksomheds medarbejdere på med ny viden og inspiration, blandt andet i form af:

• Vores årlige “Branchedage”, som samler branchen og klæder den på til morgendagens udfordringer

• Brancherettede kurser

• Juridiske kurser

• Tekniske kurser

• Salgskurser

• Markedsføringskurser

• IT- og Webkurser

• Lederkurser

• AMU-kurser

• Inspirationskurser med fokus på trends, tendenser og mode

• Medvirken ved virksomhedens uddannelsesplanlægning

• Webinarer

Gennem samarbejde kommer man længst! Derfor arbejder Sportsbranchen Dk sammen med Dansk Mode & Textil for at skabe relationer til relevante aktører, som kan styrke og udvikle branchen. Vi arbejder med offentlige instanser, uddannelsesinstitutioner, nationale og internationale organisationer, og vi varetager branchens politiske interesser. Vores samarbejdspartnere tæller blandt andre Global Fashion Agenda, Lifestyle & Design Cluster og CFW (Copenhagen Fashion Week) samt samarbejder vi med flere uddannelsesinstitutioner.. Dermed medvirker vi til at sikre et match mellem branchens fremtidige behov og dimittendernes kompetencer. Fordelsaftaler
Sportsbranchen Dk’s medlemmer kan med fordel benytte sig af vores rabat- og rammeaftaler, som sikrer medlemmerne de mest attraktive vilkår og bedste priser på en række produkter og serviceydelser.

• Dansk Mode & Textil: 50% i rabat ved deltagelse i DM&T’s kurser, seminarer og events

• VQ Advokater: Rabat på erhvervsrådgivning og privatret, samt gratis inkasso i Danmark

• Modint GmbH: World Wide inkasso – no cure no pay

• Topdanmark: Forsikringsløsninger der dækker alle behov

• Gouda Rejseforsikring: Attraktive priser på omfattende rejseforskringer

• GLS: Store prisfordele ved pakkedistribution

• Greenway Logistics ApS: Greenway Logistics ApS tilbyder rådgivning og support
inden for logistik

• UPS: We are not just in the shipping business we’re in the problem solving business

• Circle K: Rabat på brændstof, fyringsolie, bilvask og kør-videre-produkter

• Q8: Rabat på brændstof, fyringsolie og bilvask

• Scandic: Få særlige fordele når du bor eller holder møder hos Scandic i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Polen

Det er vigtigt for os, at vi kan hjælpe vores medlemmer med at spare både tid og penge og indgå fordelagtige fordelsaftaler, der skaber værdi for medlemmerne. Branchebogen “Sportsbranchen” – her finder du de informationer, som du søger:
• Målsætningen med branchebogen er først og fremmest at kunne give opdaterede oplysninger om leverandørernes varemærker og produkter

• Et opslagsværk med telefonnøgle i alfabetisk byorden, hvor du kan finde alle de
registrerede sports- og aktive livsstilsbutikker, der er i Danmark, Grønland og Færøerne

• Leverandørprofiler af en del af vores medlemmer, der ønsker at være heri med et opslag med faktuelle oplysninger, samt en imageannonce

• En fyldestgørende oversigt over de forskellige produkt- og varegrupper, omregningstabeller på størrelser etc.

• “Sportsbranchen” udgives én gang årligt. Branchebogen udsendes elektronisk som en ipaper-version til alle vores medlemmer,
samt til alle registrerede sports- og aktive livsstilsbutikker, der er i Danmark, Grønland og Fær­øerne



SportLink – sportsbranchen’s magasin
• Sportink udsendes som minimum 4 gange årligt, som en elektronisk ipaper-version
til alle i vores database; medlemmer, samt alle de registrerede sports- og aktive livsstilsbutikker,
der er i Danmark, Grønland og Færøerne

• Vi bestræber os på, at udgive et neutralt, al­sidigt og læseværdigt magasin til gavn for alle
med interesse for sport og aktiv livsstil

• SportLink’s målsætning er først og fremmest at være magasinet for alle, der har med sport
og aktiv livsstil at gøre – det være sig leverandører, detailster samt e-commerce

• Et uafhængigt bindeled med høj informationsværdi. I magasinet’s redaktionelle tilrettelæggelse
er der lagt stor vægt på at være nyhedsformidlende, og hele tiden sætte fokus på aktuelle
branchefaglige emner

• Der vil være temaemner, samt underholdende læsestof i SportLink. I hvert magasin vil der være
præsentation af de seneste produktnyheder og trends

Vi – som brancheforening – har taget beslutning om, at være med til at sætte dagsorden vedr. Sportens elevuddannelse. Ge...
02/04/2025

Vi – som brancheforening – har taget beslutning om, at være med til at sætte dagsorden vedr. Sportens elevuddannelse. Gennem flere år har der været en udvikling, som har bevirket at kæderne har startet deres egne og lukkede elevuddannelser. Det var måske rigtigt på et tidspunkt, men som bestemt ikke er tidssvarende med det de unge mennesker forventer i dag. Derfor vil vi lave en grundlæggende brancheuddannelse. Udfra den kan man så lave sin egen overbygning – afhængigt af, hvad der står på facaden.

Vores brancheopgave er faktisk, at løfte interessen for sportens verden, hvis man vælger at gå detailvejen. Men hvis vi alle løfter i flok, og går den samme vej – så vil sportens elevuddannelse kunne løftes til nye højder, bedre faglighed og flere oplevelser for de unge mennesker.

I juni nummeret af SportLink vil vi løfte sløret endnu mere for vores tanker om, hvordan vi ser den nye elevuddannelse. Men vi kan da ikke undgå at nævne, at som noget nyt vil AI, den grønne omstilling og psykologi være en del af de muligheder, som de unge mennesker vil få muligheden for at dykke ned i og til glæde for deres butiksejere.

I denne forårsudgave af SportLink kan du bl.a. læse om:

- Spejder Sport løber med sejren og vinder Årets Bæredygtighedspris 2025

- Per Viuff Christensen fejrer intet mindre end 40 år med sport, mennesker og ketchere

- Vi stiller skarpt på DM&T Sport, da vi har et ønske om at blive bedre til det vi laver!

- Kravene til, hvordan din virksomhed kommunikerer, er stigende, når det kommer til bæredygtighed. Vil du undgå at blive anklaget for greenwashing og vildlede forbrugerne, så skal du have styr på reglerne – og vi kan hjælpe dig hermed.

- Snowfun Vol. 2 – en rejse gennem 10 år. Bag Snowfun står Jan Krøyer, Jeppe Christiansen og Joan Rømer, der driver virksomheden med passion, stærke værdier og en klar strategi.

- Wearable Tech – teknologiens indflydelse på træning - vi sætter på Garmin og nogle af produkter.

- Kom i løbeform sammen med liiteGuard, som er et dansk løbebrand specialiseret i løb.

- Phasses Forening til fremme af ketchersport. Foreningen har til formål at styrke ketchersporten i Norden og samtidig ære Bennis Holst Andersens far, Erik Holst Andersen, der i sin tid gjorde en stor indsats for badmintonsporten i Danmark.

- Puma & Saysky indgår globalt samarbejde. Samarbejdet med Puma understreger en tydelig tendens i branchen: de etablerede giganter har brug for de små og autentiske brands for at forblive relevante.

God læselyst!

https://ipaper.ipapercms.dk/Sportsbranchen/sportlink-nr-2-2025/-/embedded/perspective/spread/1/

Ole Klemmensen fejrer 40 års jubilæum med en uformel reception den 17. januar 2025  på Varde Garten pavillonen40 års jub...
19/12/2024

Ole Klemmensen fejrer 40 års jubilæum med en uformel reception den 17. januar 2025 på Varde Garten pavillonen

40 års jubilæum - samt en rund fødselsdag - 60 år
Ole Klemmensen startede i Intersurf som windsurfing instruktør i sommeren 1984, hvor han passede surfstationen i Årgab ved Hvide Sande. Ole har altid været bidt af sejlsport og efter at windsurfingen kom til landet i starten af 80’erne, så var det en drømmetjans for ham, at komme til at arbejde på en surf station i sommerferien.

I løbet af sommeren så syntes ejeren Jens Madsen, at der var potentiale for mere. Efter et par snakke over sommeren blev det aftalt at Ole skulle starte i lære i firmaet pr. 1. januar 1985.

Intersurf bestod på daværende tidspunkt af en butik/surfskole i Bork Havn, samt surfstationen ved Årgab syd for Hvide Sande, samt et mindre engros setup i Varde, hvor der blev solgt varer til de mange ny opstartede surfbutikker rundt om i landet.

Læretiden foregik opdelt mellem hhv. surfbutikken i Bork om sommeren, samt Surf & Ski i Odense om vinteren, så det var en alsidig hverdag, som lagde grundlaget til Ole langsom fik mere og mere ansvar og flere opgaver i Intersurf. Først som kørende sælger til engros kunderne ikke bare i Danmark, men også i dele af Nordtyskland, så der blev kørt mange kilometer i Mazda E2200 kassevognen.

Sideløbende med en succesfuld karriere som aktiv konkurrence windsurfer, som bl.a. resulterede i en 3. plads til EM i 1992, samt et par danmarksmesterskaber i Master klassen i starten af nullerne, så varetog Ole løbende flere og flere opgaver i Intersurf, og der blev ansat flere folk, som bl.a. varetog salgsopgaverne, og Ole havde i flere år stor andel i opgaven med at udvikle porteføljen af produkter, som firmaet så et potentiale i at sælge på det danske marked. Med ansættelsen af Ole Køhler Jensen som direktør i midt 90’erne blev Intersurf transformeret til en helårs engros virksomhed med vintersport, inline skate og windsurfing i produkt porteføljen. Firmaet oplevede en meget positiv udvikling i omsætning og indtjening og alt kørte afsted i højeste gear.

Da Ole Køhler Jensen opsagde sin stilling i marts 2000, så besluttede bestyrelsen at ansætte Ole Klemmensen som direktør. Mørke skyer var dog trykket op, da meget af importen foregik i US dollar, og netop i den periode steg kursen voldsomt og det gav nogle udfordringer for firmaet.

Ole fik den hårde lektion i krisestyring fra starten. Efter et par svære år, så fik ledelse og medarbejdere firmaet på ret kurs igen, og Intersurf er i dag en virksomhed, som hvert år giver afkast til sine aktionere og er en god arbejdsplads for de 8-10 ansatte medarbejdere.

De seneste 25 år som administrerende direktør har budt på mange spændende udfordringer og en konstant udvikling af Intersurf.

Når man spørger Ole hvad der har været den største udfordring gennem årene, så er svaret klart og hurtigt:
”Covid-19 perioden var vanvittig! – Fra at vi i marts 2000 sad og stirrede ind i en fremtid, som var fuldkommen uoverskuelig - ja faktisk havde jeg tanken – Er dette 35 års arbejde, som slutter her? Og så efterfølgende at opleve at netop vores produkter inden for vandsport, touring skiløb, rulleskøjte fitness og meget andet synkront oplevede ekstrem voksende efterspørgsel gennem sommeren og efteråret – samt det følgende år – for så i 2022 at stoppe op! Her taler vi om virkelig ”fuldt stop” vi oplevede det som om vi kørte ind i en mur! Vi er dybt taknemmelige for den opdragelse vore gamle læremester Jens Madsen havde ”banket ind i hovederne på os” – nemlig at vi skal akkumulere egenkapital før der tages udbytte ud! – På den måde fik vi håndteret udfordringerne med at flere kunder skulle bruge mere tid til at aftage de bestilte varer, hvor der så naturligvis skulle bruges meget ekstra lagerkapacitet og i en kort periode også skulle bruges eksterne penge for at klare hverdagen. Vi er dybt taknemmelige for den tillid og hjælp diverse samarbejdspartnere mødte os med, og vi ser nu frem til nogle ”rolige” år, hvor væksten er lidt roligere”

I fritiden har mountainbikecyklingen og skiløbet overtaget lidt fra windsurfingen. Men man kan – fra tid til anden - møde Ole på vandet i Bork Havn eller i Hvide Sande, hvor han gerne selv promoverer sig ”som den hurtigste mand på fjorden” – selvom det nok rimeligvis er nogle år siden det var tilfældet! Men som meget aktiv cykelrytter og foreningsmand i Varde Cykelklub holder han sig ”i gang” og det stærke miljø i cykelklubben hjælper ifølge Ole med til at man kommer afsted til træningen 3-4 gange om ugen uanset vejr og vind. Skiløbet – specielt det der foregår udenfor de etablerede pister og lifter – nemlig hvor der tages skind under skiene og man går op og finder uberørt off-piste nedfarter, det er blevet Ole og familiens helt store passion, og der rejses flere gange om året til spændende destinationer for at udleve denne passion.

Ole, der for øvrigt fylder 60 år den 14. januar, er bosat i Varde og gift med psykomotoriskterapeut Bente Klemmensen, og har to voksne børn - Sigurd på 30 og Freja på 28 år

Jubilæet markeres med en uformel reception for forretningsforbindelser, familie og venner fredag den 17. januar 2025 på Varde Garten pavillonen.

Yderligere information kan fås ved direktør Ole Klemmensen – Tlf. 75 22 02 11 eller mobil 28 10 02 41

Sports Group Denmark køber modebrandet Kawasaki FootwearMed opkøbet af Kawasaki-brandet føjer Sports Group Denmark et da...
16/12/2024

Sports Group Denmark køber modebrandet Kawasaki Footwear

Med opkøbet af Kawasaki-brandet føjer Sports Group Denmark et dansk designikon til sin portefølje af internationale modebrands.

Sports Group Denmark, et af Skandinaviens største selskaber inden for sportswear, har købt Kawasaki Footwear. Sælger er familien til Bo Stanley, stifteren af Kawasaki Footwear, der i sommer gik bort efter kort tids sygdom.

Sports Group Denmark indgik i 2018 en licensaftale med Bo Stanley omkring markedsføring, salg og distribution af Kawasaki og er dermed godt rustet til at føre brandet videre.

Kawasaki Footwear står bag den dansk designede kanvassko, som i 1970’erne blev udviklet til badmintonspillere, men som siden er blevet en klassiker i modeverdenen. På den baggrund er Kawasaki Footwear i dag et etableret internationalt modebrand.

”Vi overtager Kawasaki-brandet med en stor portion ydmyghed. Kawasaki-skoen er i dag et designikon, der efterspørges på tværs af generationerne. Vi har altid haft et godt samarbejde med Bo Stanley, og vi har lovet hans familie at føre Kawasaki Footwear ind i en ny æra,” siger Jan Guldbæk, Brand Director, Sports Group Denmark.

I forbindelse med salget udtaler Bo Stanleys familie:
”Det er med stor glæde og stolthed, at vi nu har overdraget rettighederne til Kawasaki-sko til Sports Group Denmark. Kawasaki-skoene var Bo Stanleys livsværk, som hele familien Stanley støttede op om og engagerede sig i. Det var Bo's store ønske, at Kawasaki-ånden skal leve videre, hvilket vi er overbeviste om, at Jan Guldbæk og Sports Group Denmark er de rette til. Det er naturligvis også et svært farvel, da det lukker et personligt kapitel, men vi glædes over, at Kawasaki-skoene forbliver danskejet og vil få nye vinger, som vi vil følge i fremtiden.”

Sports Group Denmark blev etableret i 2012 af CEO Bjarne Jeppesen. Virksomheden er i dag etableret med 26 brands i porteføljen, heriblandt Clarks, Mizuno, SOS, Lotto, Athlecia, Endurance m.fl.– og nu Kawasaki Footwear.

For yderligere information:
Jan Guldbæk, Brand Director
Footwear Group, Sports Group Denmark
Telefon: +45 35114555
Mobil: +45 61617459
Mail: [email protected]

Viktor Axelsen har modtaget den fornemme  pris “Men's players' player of the year”Ved Det Internationale Badmintonforbun...
10/12/2024

Viktor Axelsen har modtaget den fornemme pris “Men's players' player of the year”

Ved Det Internationale Badmintonforbunds (BWF) årlige awardshow blev han kåret som 'Men’s Player of the Year 2024', en pris der tildeles af hans kolleger i sporten. Kåringen betyder særligt meget for verdensstjernen, der på Instagram udtrykte sin taknemmelighed over kollegaernes stemmer. “Det betyder meget for mig at vinde denne pris,” skrev han og sendte en særlig tak til de spillere, der havde stemt på ham. Dette er tredje gang, at Viktor Axelsen modtager den ærefulde titel, efter at han tidligere har vundet i både 2020/2021 og 2022.

Det har været et år, der har budt på mange trumfer, men desværre også skader. Viktor Axelsen sikrede sig overlegent guldet til OL i sommer i Paris, og cementerede dermed sin position, som en af verdens absolut bedste spillere. Efterfølgende blev det til sejre ved Hong Kong Masters og Malaysia Masters: To markante triumfer understregede hans dominans på verdensscenen. Hans præstationer har ført til topplaceringer på verdensranglisten og yderligere anerkendelse fra kolleger og eksperter. I efteråret satte skader en stopper for mange turneringer bl.a. Denmark Open. Senest er det en fodskade, der har sat en stopper for deltagelse i sæsonfinalerne. Til trods for dette har Viktor sendt en hilsen på Instagram:
Til alle jer, der deltager i HSBC World Tour Finals i denne uge – held og lykke! Vi ses i det nye år!" skriver Viktor Axelsen i sit Instagram-opslag

Foto: Scansport

Invitation til "Inspirationsdag" torsdag den 16. januar 2025Året lakker mod enden, og vi vil umådeligt gerne slutte året...
03/12/2024

Invitation til "Inspirationsdag" torsdag den 16. januar 2025

Året lakker mod enden, og vi vil umådeligt gerne slutte året godt. Derfor inviterer vi jer medlemmer til en inspirationsdag..

Normalt ville dette program også egne sig til nogle webinarer, men vi vil gerne denne gang holde noget fysisk på vores adresse i København, for at skyde det nye år i gang, og for at få gang i netværket og fællesskabet, så tidligt på året som muligt.

Det koster ikke noget at deltage. Vi vil i det nye DM&T Sport gerne være vært ved en forhåbentlig inspirerende og lærerig dag, hvor det bæredygtige, AI og et lille smil på læben vil være de bærende elementer. Som afslutning på dagen, vil vi gerne byde på et glas bobler, lidt hygge og mulighed for en snak på kryds og tværs om de spændende udfordringer 2025 vil give os som branche.

Vi synes, at det i denne tid er særligt vigtigt at lade sig inspirere, få ny viden og indsigt, samt at vedligeholde netværket, som kan give nye input. Nye udfordringer kræver, at vi som virksomhed og enkeltpersoner må være hurtige til at tilpasse os og forbedre os, i takt med de ændringer, der sker i markedet.

Derfor har vi hos DM&T Sport besluttet os for at arrangere vores første VIP inspirationsdag, som vi afholder på:

Frederiksholms Kanal 30A6, 1220 København K, d. 16. januar 2025 kl. 9.00 til ca. 15.00. Tilmelding på mail senest den 20/11 - det er “Først til mølle princip”, da der er begrænsede pladser: [email protected] eller [email protected]

Hvis du er nysgerrig på, hvordan du kan drive din virksomhed fremad i disse tider, eller hvis du blot vil have et indblik i, hvordan andre gør det, så synes vi du/I skal tilmelde jer denne dag, hvor I også har mulighed for at møde nogle af de kollegaer, som i fremtiden vil være med til at styrke jeres branche­forening samt jeres egen forretning.

Programmet for vores VIP Inspirationsdag ser således ud:

Kl. 09.00 Indskrivning og morgenmad
Kl. 09.30 Velkomst ved Dan Holmgren
Kl. 09.45 Indlæg ved Marie Busck
Kl. 10.15 Pause
Kl. 10.20 Indlæg ved Lars Bruntse
Kl. 11.05 Pause
Kl. 11.15 Indlæg ved Heidi Svane Pedersen
Kl. 12.00 Frokost
Kl. 12.30 Indlæg ved Michelle van Velthoven Utzon-Frank
Kl. 13.15 Pause
Kl. 13.25 Indlæg ved Lone Haumann
Kl. 13.55 Pause med kaffe & kage
Kl. 14.10 Indlæg ved Thomas Mygind
Kl. 14.55 Tak for i dag ved Dan Holmgren - og derefter byder vi på et glas bobler

Vi glæder os til en dag med fart over feltet!

Innovation – Inspiration – Fællesskab sammen med DM&T Sport

Vi håber at se dig/jer denne dag:-)

Julehilsen
Maria & Dan

Temu har i den grad vundet indpas hos forbrugerne, ikke blot i Kina, men også på globalt plan. Særligt danskerne er glad...
02/12/2024

Temu har i den grad vundet indpas hos forbrugerne, ikke blot i Kina, men også på globalt plan. Særligt danskerne er glade for den kinesiske webshop, som nu har indtaget en andenplads på listen over danskernes foretrukne webshops. Men Temus hastige indtog på det vestlige marked har fået flere kritikere op af stolen, og kritikken lyder blandt andet på, at de ikke opererer inden for samme rammer som konkurrenterne, når det kommer til blandt andet produktsikkerhed, producentansvar, emballage, miljø mv.

Den kinesiske E-handelsplatform Temu er stormet frem siden sin lancering i 2022. Platformen, som først blev introduceret på det amerikanske marked og kort tid efter udvidede sin rækkevidde til Europa, sælger alt fra hårelastikker til airfryers til så lave priser, at det er konkurrenceundergravende, mener kritikere.

For alt imens den danske tekstilbranche står overfor en stig­ende regulering de kommende år, sender Temu tusindvis af pakker ind over EU’s grænser, uden at skulle leve op til de samme miljømæssige krav. Det er derfor også et emne, der i stigende grad fylder hos politikerne på Christiansborg og i Bruxelles, hvor man arbejder på at begrænse Temus indflydelse.

Temus succes kan blandt andet tilskrives deres aggressive prisstrategi, der ofte er muliggjort gennem direkte forhand­linger med producenter særligt i Kina. Med en struktur, der minder om kinesiske e-handelsgiganter som Alibaba og Shein, har Temu draget fordel af et betydeligt netværk af leverandører og producenter, hvilket gør det muligt at tilbyde alt fra elektronik og tøj til husholdningsartikler til meget lave priser.

Mange danske forbrugere, der er vant til høje priser på grund af moms, told og høje produktionsomkostninger, ser Temu som en mulighed for at købe varer langt billigere end hos danske detailhandlere. Mens de tillokkende priser presser danske webshops, og får dem til at revurdere deres priser og forretningsmodeller, kommer de aldrig til at kunne konkurrere med Temu, så længe der ikke er ens konkurrencevilkår.

Et andet kritikpunkt omkring platformens forretningsmodel, er den insisterende markedsføringsstrategi, som inkluderer brug af manipulerende salgsteknikker, ekstreme rabatter og anklager om, at Temu har købt hele onlineannoncemarkedet.

Derudover har der været flere tilfælde af krænkelse af immaterielle rettigheder, hvor også danske virksomheder er blevet ramt. Det er for eksempel velkendt, at flere kinesiske onlinevirksomheder, herunder Temu, bruger teknologi til at lære deres kunder at kende - ofte på en helt anden måde, end vi er herhjemme, hvor vi begrænses af GDPR-lovgivningen.

Stor bekymring for produktsikkerhed
Netop produktsikkerheden har været genstand for stor debat og spiller en væsentlig rolle i kritikken. Det skyldes, at flere uafhængige undersøgelser foretaget af blandt andet den europæiske legetøjsbranche og Forbrugerrådet Tænk har påvist deciderede sikkerhedsrisici ved deres produkter, hvor langt størstedelen af de testede produkter indeholdt kemiske stoffer, hvilket har fået Forbrugerrådet Tænk til at fraråde køb af ting til børn på platformen.

Umuligt at gøre producentansvar gældende
I Danmark og EU har man strenge regler omkring producentansvar, som betyder, at producenter og importører af varer har ansvar for de miljømæssige konsekvenser af deres produkter – lige fra produktion til bortskaffelse. Platforme som Temu har ifølge EU's direktiver ikke samme ansvar som importører og producenter, hvilket betyder, at det som udgangspunkt ikke er platformene, der har ansvar for, at produkterne lever op til danske love og regler. Dermed bliver det, ifølge de danske myndigheder, i praksis umuligt at gøre producentansvaret gældende, fordi det kræver, at man griber effektivt ind over for de sælgere, som ofte er små producenter i Kina, som er mere end svære at komme i kontakt.

Emballage og bortskaffelse er en stor udfordring
Et andet kritikpunkt i forhold til Temu's operationer er emballage. Mange af de produkter, der købes via Temu, bliver sendt direkte fra producenterne i Asien, hvilket ofte resulterer i omfattende brug af emballage. Ofte er denne emballage ikke genanvendelig eller miljøvenlig, og den øgede mængde affald, som forårsages af hyppige små ordrer, udgør en betydelig udfordring. Samtidig er det velkendt, at Temu ompakker en stor del af de varer, der bliver sendt ud, blandt andet for at undgå den nedre toldgrænse.

I mellemtiden har EU, og herunder også Danmark, strenge regler omkring emballageaffald og genanvendelse, som virksomheder skal efterleve, blandt andet det kommende direktiv om udvidet producentansvar på emballage.

Temu står derfor over for en betydelig opgave, hvis de skal sikre, at deres emballagepraksis lever op til de danske og europæiske standarder for bæredygtighed.

Billig fragt – men på bekostning af miljøet
Selvom Temu tilbyder billig fragt til deres kunder, er prisen for miljøet høj. Et af de største problemer med platforme som Temu er det store CO2-aftryk, der genereres af transporten af varer fra Asien til Europa og andre markeder. Hyppige forsendelser, der ofte involverer små pakker, bidrager væsentligt til CO2-udledningen. Ifølge en undersøgelse fra Greenway mod­tager Danmark i omegnen af 20.000 pakker fra Temu hver dag og 7 mio. om året, hvilket svarer til et CO2-aftryk på 37.192.700 kg CO2.

Hvordan ser fremtiden ud for Temu?
Selvom Temu i den grad er et emne, der fylder i både medierne og på Christiansborg herhjemme, er Danmarks beføjelser i forhold til at sætte ind over for den kinesiske handelsplatform relativt små.

Temu's fremtidige succes afhænger derfor i høj grad af, hvor hårdt de politiske instanser i EU og USA sætter ind, og om man får skabt en ligeværdig konkurrencesituation.

Seminar for medlemmer: Udvidet producentansvar på emballage Har din virksomhed brug for hjælp til at navigere i det komm...
28/11/2024

Seminar for medlemmer: Udvidet producentansvar på emballage

Har din virksomhed brug for hjælp til at navigere i det kommende EU-direktiv om producentansvar for emballage? Uanset om du allerede har arbejdet med området et stykke tid, eller om du kun lige er begyndt, har du nu mulighed for at få dine spørgsmål besvaret, når DM&T sammen med Retur inviterer til seminar om det kommende direktiv. Her vil vi give en indføring i de vigtigste aspekter af producentansvaret for emballage, så I kan blive klædt godt på til det kommende direktiv.

Indhold
Inden 2025 skal alle medlemslande i EU have implementeret producentansvar for emballage. Vi har inviteret kollektivordningen Emballageretur på besøg til en gennemgang, som bl.a. vil svare på følgende spørgsmål:

- Hvad er producentansvar for emballage?
- Er din virksomhed/emballage omfattet?
- Hvilke pligter og krav skal du leve op til?
- Hvilke typer emballage er omfattet af producentansvaret?
- Hvad er miljøgraduerede bidrag?
- Hvad koster de forskellige former for emballage?
- Hvilke data skal din virksomhed levere?
- Hvordan kan data indsamles effektivt?
- Hvilke deadlines skal din virksomhed overholde?
- Hvilke værktøjer stiller RETUR til rådighed?
- Hvorfor skal du vælge en partner som RETUR?

Derudover vil der blive svaret konkret på en række spørgsmål fra jer, inden for emner som for eksempel: Genanvendelse af emballage, ”private label” leverancer, brugen af konsignationslager, mangelfulde oplysninger om emballage, salg via platforme i udlandet, smådele i emballagen osv.
Alt i alt håber vi, at seminaret kan medvirke til, at I som virksomhed bedre kan navigere i lovgivningen og reglerne for det udvidede producentansvar for emballage.

Praktisk
Arrangementet er gratis og kun for medlemmer. Seminaret afholdes fysisk, så der er bedre mulighed for at stille spørgsmål og komme i dialog med foredragsholderne, og sparre med dine øvrige deltagende kollegaer fra branchen.

Afholdes den 11. december 2024 kl. 13-15:
Frederiksholms Kanal, 30A6, 1220 København K

Tilmelding: Maria Fersner, [email protected]

Et globalt billede af usikkerhed og udfordringer, som kan stille spørgsmålstegn ved, om der er mulighed for vækst i 2025...
25/11/2024

Et globalt billede af usikkerhed og udfordringer, som kan stille spørgsmålstegn ved, om der er mulighed for vækst i 2025?

På globalt plan har de økonomiske eftervirkninger af COVID-19-pandemien og den efterfølgende forsyningskrise sat sit præg på forbrugerne. Inflation, energikrise og geopolitisk uro – ikke mindst krigen i Ukraine, og nu Israel og Palæstina konflikten – for ikke at nævne valget i USA – har skabt en usikkerhed i markedet, der for mange betyder strammere forbrugs- ­budgetter og ændrede prioriteringer.

Forbrugerne fokuserer i højere grad på essentielle varer og vælger ofte billigere alternativer, hvilket har haft konsekvenser for mange premium-brands, som måske lige nu kun ser starten på den fase af effekten af den grønne omstilling, og hvad vi reelt har brug for, hvor genbrugstendensen også spiller ind.

Siden Corona har vi næsten kun snakket kriser, og det er blevet en del af vores hverdag, og som med meget andet bliver man på nogle områder immun, når man hører nok af det.

Lad os rette fokus mod det, som det startede med for mange år siden, nemlig køb og salg – iklædt et ord der er kommet til senere, partnerskab.

Hvis vi dykker ned i kernens DNA og skraller alt væk, så er det jo det, der står tilbage for, at vi kan overleve, nemlig KØB & SALG. Det er det vi ved noget om, og det er det, som vi lever af. Vi ved, at der kommer mange nye lovgivninger osv. i den nærmeste fremtid, men lad os som jeres brancheforening hjælpe jer i den forbindelse.

Derfor er vores opfordring: Meld jer til vores arrangementer, og få det organiseret sådan, at I bruger lidt tid på at lave partnerskaber samt skabe diversitet i udbuddet til forbrugerne.

Vi skal nok guide jer, og informere i god tid, når der skal tages action på f.eks de nye lovgivninger, der kommer lige om lidt, og måske endnu vigtigere i hvilken rækkefølge, som det er nødvendigt at løse dem.

Hvis vi kan tillade os at generalisere lidt, så har det sidste regnskabsår, ikke været så godt i vores detailkæder i sporten. Fra at det igennem tiden har været en lagerudfordring – til at vi har haft alt for mange kvm. sport i forhold til forbrugere, er det i dag mere et spørgsmål om at ”døren” ikke ringer tit nok. Der kommer ikke nok forbrugere i butikkerne, hvilket fortæller os, at ved siden af, at få styr på køb, salg, og partnerskaber – så skal vi altså have kigget på vores hold. Har vi de rigtige personer på holdet? Er der nok? Motiverer vi dem nok osv.? Vi skal have tiltrukket de bedste spillere til vores hold. Her spiller vi som brancheforening os selv på banen, og I vil i starten af 2025 hører mere om hvordan!

Vi håber, at Black Friday og julehandlen kommer til at gå rigtig godt. For de fleste har de to kampagner en utrolig impact på årets resultat.

I ønskes rigtig god læselyst samt en glædelig jul!



https://lnkd.in/df6hpbr2

Sådan undgår du greenwashing – få indsigt og viden i reglerne for miljømarkedsføring og Forbrugerombudsmandens nye vejle...
12/11/2024

Sådan undgår du greenwashing – få indsigt og viden i reglerne for miljømarkedsføring og Forbrugerombudsmandens nye vejledning

Forbrugerombudsmanden har netop offentliggjort sine nye anbefalinger om miljømarkedsføring. Reglerne bliver indskærpet på flere områder, og for at hjælpe din virksomhed med at overholde reglerne, inviterer vi jer til dette webinar.

Både i Danmark og i EU er der stort fokus på ’greenwashing’ og korrekt markedsføring af produkter, når det kommer til bæredygtighed. Det har bl.a. givet anledning til en stramning af de regulatoriske rammer og Forbrugerombudsmanden har netop udsendt nye anbefalinger om miljømarkedsføring, som erstatter Kvikguiden fra 2021. Men hvad er reglerne mere præcist og på hvilke områder indskærper den nye vejledning de eksisterende regler?

Den 22 november kan du få svar på dine spørgsmål om bæredygtighed og markedsføring. Vi starter webinaret med en gennemgang af de regulatoriske rammer for markedsføring, inklusive forbrugerombudsmandens vejledning. Derefter vil vi fokusere på de konkrete spørgsmål, du og dine branchekollegaer har. Send gerne spørgsmål i forvejen.

Webinaret afholdes fredag den 22. november kl 10.00-11.00. Det er gratis og kun for medlemmer.

Tilmelding til Maria: [email protected]

Mindeord: Morten Stig Christensen har forladt banen for sidste gangDanmark har mistet en ægte håndboldkæmpe, en passione...
04/11/2024

Mindeord: Morten Stig Christensen har forladt banen for sidste gang

Danmark har mistet en ægte håndboldkæmpe, en passioneret leder og et menneske, der satte sit tydelige præg på dansk idræt og fællesskab gennem flere årtier.

Danmark lærte første gang Morten Stig at kende i 1976, da han som 17-årig debuterede på det danske herrelandshold i håndbold, hvor han nåede at spille 190 landskampe og score 445 mål, inden landsholdskarrieren sluttede i 1988.
Undervejs repræsenterede Morten Stig Danmark ved OL tre gange og sammen med sine landsholdskollegaer blev det til fjerdepladser ved VM i 1978 og 1982 samt ved OL i 1984.

Som spiller var Morten Stig Christensen toneangivende både på og uden for banen. Han var en del af ’bolsjedrengene’ – landsholdet som i 80’erne tog befolkningen med storm med sprudlende spil, bolsjestribede bluser og markante meninger. Det kan godt være, at Morten Stig Christensen og ’bolsjedrengene’ ikke vandt de allerstørste pokaler, men de vandt danskernes hjerter, og de gik i blodet. Både som sportsstjerner og som mennesker.

Fra banen til skærmen
Morten Stig Christensen blev i sportens verden, da håndboldkarrieren sluttede. Den læreruddannede håndboldspiller omsatte sine fremragende formidlingsevner, sin indsigt i sport og sin naturlige karisma til et job på det nystartede TV2.
Som vært, kommentator og senere som chef for TV 2 Sport var han med til at sætte nye rammer for sportsformidlingen og skabe vigtig eksponering af både passion og præstationer. Dét var og er væsentligt for DIF-idrætten, så selvom Morten Stig ikke formelt set var en del af aktiviteterne i DIF og Danmarks
Olympiske Komité, fulgte DIF hans virke med stor interesse.

Håndboldens topleder
Det var på mange måder et perfekt match, da Morten Stig Christensen i 2007 blev ansat som generalsekretær og direktør i Dansk Håndbold Forbund.
Kombinationen af stærke lederegenskaber, en enorm håndboldfaglig indsigt, et vidtrækkende netværk og stor ekstern popularitet gjorde ham til et aktiv for Dansk Håndbold Forbund. Morten Stig Christensen kunne åbne døre, og hans egen dør var altid åben, når kollegaer fra DIF eller forbundene havde brug for at drøfte en særlig problemstilling eller have et godt råd. Denne tilgang fortsatte, da han i 2021 skiftede direktørstolen ud med den politiske scene og hvervet som formand.
Med sin alt for tidlige død nåede Morten Stig Christensen kun tre år på formandsposten, men han efterlader sig en lang række aftryk som henholdsvis administrativ og politisk topleder i forbundet. Det er dog ikke kun i Danmark, at han har sat aftryk på håndbolden, også internationalt har Morten Stig Christensen været en stor stemme.

Danmark har mistet en af sine store sportsprofiler og en uvurderlig forkæmper for håndboldsporten.
De varmeste tanker og medfølelse går til alle i DanskHåndbold og ikke mindst til Mortens hustru Anne, deres børn og børnebørn.
Æret være Morten Stig Christensens minde.

På vegne af DIF,
Hans Natorp, formand

Kilde: Dif.dk

80.000 børne- og ungetrænere skal have mere viden og aflægge trænerløftetDanmarks største børne- og ungeorganisation, DI...
31/10/2024

80.000 børne- og ungetrænere skal have mere viden og aflægge trænerløftet

Danmarks største børne- og ungeorganisation, DIF, lancerer et løft af alle trænere, der har med børn og unge at gøre. Formålet er at klæde trænerne på til at skabe de bedste rammer for leg og læring og tage hånd om de behov, som børnene møder op med.

Næsten alle danske børn er i løbet af deres opvækst medlem af en idrætsforening. Og rigtig mange kan pege på en træner, der har haft en helt særlig rolle i deres liv.

For at give trænerne de bedst mulige vilkår lancerer DIF i dag et ’trænerløfte’ til alle trænere i børne- og ungeidrætten. Løftet består af et e-læringskursus med øvelser, der skal få trænerne til at reflektere over deres træning og trænerrollen, og det hele afsluttes med, at der aflægges et løfte, hvor trænerne lover, at de vil dygtiggøre sig selv og deres udøvere “gennem gode, sjove og inddragende oplevelser.”

”Vores foreninger har ansvaret for flere end 850.000 børnemedlemmer. Det forpligter, for trænerne er nogle af de centrale figurer i rigtig mange børns liv. Trænerløftet er vores pendant til lægeløftet. Idrætsforeningerne er allerede der, hvor børnene trives bedst, men vi vil gerne give trænerne de bedste muligheder for at lykkes, så vi får endnu flere børn og unge, der er glade og vokser i vores idrætsforeninger,” siger Karin Ingemann, der er udviklingschef i DIF.

Trænerløftet er blevet til i samarbejde med DIF’s forbund, og målsætningen er, at 80.000 trænere skal have aflagt løftet inden udgangen af 2027.

Anledning til dialog
Trænerløftet er allerede blevet testet i flere foreninger for at sikre, at det har den rigtige effekt. I TSG Floorball har man været glade for at bruge trænerløftet.

”For os har det været en rigtig god vej til, at vi har fået et fælles sprog om vores træning. Og så har det også allerede ført til ændringer i den måde, vi for eksempel tilrettelægger vores opvarmning på. På den måde har det haft effekt både i trænerlokalet og på halgulvet,” siger Sara Aimi, der er formand i TSG Floorball.

Den reaktion genkender man også hos DIF:
”Den generelle tilbagemelding er, at det har sat gode diskussioner i gang i trænerteams, og at det er noget, man kan bygge videre på. Det er jo hele essensen i vores trænerløfte, at det gerne skal sætte sig i hele den kultur, man har omkring børne- og ungetrænerrollen,” siger Karin Ingemann.

Læs mere og tag trænerløftet på dif.dk/traenerloeftet.

Fakta om trænerløftet:
- Trænerløftet består af et gratis e-læringskursus på en halv times varighed, der rundes af med et ’trænerløfte’
- Trænerløftet kan tages af alle trænere tilknyttet en forening under DIF, men er primært tiltænkt børne- og ungetrænere
- Formålet er at skabe idrætstilbud med fokus på stærke fællesskaber, medbestemmelse blandt børn og unge og en udvikling i deres kompetencer
- Trænerløftet skal aflægges af 80.000 trænere inden udgangen af 2027

Det står der i trænerløftet:
- Som træner vil jeg igennem gode, sjove og inddragende oplevelser dygtiggøre mine udøvere og mig selv.
- Jeg vil gøre mig umage med

- At skabe et udviklende, motiverende og respektfuldt trænings- og konkurrencemiljø
- At være nysgerrig og udvikle mig løbende som træner
- At træne alle udøvere ud fra de forudsætninger, de har

Fakta om Fremtidens Idræt for Børn og Unge:
- A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 85 mio. kr. til projektet ’Fremtidens idræt for børn og unge’, der er udviklet af og drives af Danmarks Idrætsforbund.
- ‘Fremtidens idræt for børn og unge’ er et ambitiøst og omfattende projekt, som løber frem til og med 2027.
- Danmarks Idrætsforbund er paraplyorganisation for 62 danske specialforbund.
- Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 850.000 medlemmer under 18 år.
- Projektindsatserne er mange under følgende overskrifter: øge kapaciteten, trænerløfte og trivsel, involvering og rekruttering samt synlighed og videndeling.
- Se mere om programmet: www.dif.dk/bornogunge

Kilde: Dif.dk

Adresse

Frederiksholms Kanal 30 A5, 1. Sal, København K
Copenhagen
1220

Åbningstider

Mandag 09:00 - 15:30
Tirsdag 09:00 - 15:30
Onsdag 09:00 - 15:30
Torsdag 09:00 - 15:30
Fredag 09:00 - 15:30

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Sportsbranchen Dk sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Del